Generelt om at tage kørekort hos os
Hvor gammel skal man være til at begynde på dit kørekort?
- Du må starte med at tage kørekort 3 mdr. før du bliver 17 år.
- Du kan tidligst gå til teoriprøve én måned, før du bliver 17 år.
- Du kan tidligst komme op til køreprøve, den dag du bliver 17 år
Den dag du fylder 18 år må du selv føre bilen og du skal ikke op til ny prøve. Indtil da skal du have en erfaren bilist med som er over 30 år og som har haft kørekort de sidste 10 år, kørekortet må ikke have været frakendt i denne periode.
Er du under 18 år skal du have dine forældres samtykke. Det giver de ved at udfylde en erklæring. Den får du udleveret på køreskolen ved holdstart. Du kan også hente den her: samtykkeerklæring 17 årige – den afleveres på borgerservice sammen med din lægeattest og dit førstehjælpsbevis.
Hvis du vil vide mere omkring reglerne som 17 årig med kørekort, eller vil vide mere om hvad det vil sige at være ledsager til en 17 årig, så står det hele meget godt beskrevet her på færdselsstyrelsens hjemmeside.
Før du møder op
Når du starter på forløbet med kørekort, er det en god idé at få styr på papirarbejdet:
Du skal godkendes af din egen læge til at få et kørekort. Her tjekkes dit syn, hørelse og reflekser. Du skal medbringe et pasfoto og ca 500 kr. til lægen. Det er vigtigt at det er din egen læge, da din lægeattest ellers vil blive afvist ved Borgerservice. Det er også vigtigt at din lægeattest er uåbnet, når den indleveres på borgerservice.
Derudover skal du også på et færdselsrelateret førstehjælpskursus. Det kan du finde her.
Hvornår kan jeg tilmelde mig et hold?
Det kan du allerede i dag. lige Her!
Hvor og hvordan foregår teorien til dit kørekort?
Kørekompagniet har lokale på Rosenvangs Allè 199C i Højbjerg.
Du skal møde 8 gange til teori. Teorien har en varighed af 2 til 3 timer.
Som supplement til klasseundervisningen får du mulighed for at købe adgang til online teori, så du kan øve derhjemme undervejs i forløbet.
Du kan se holdstarterne under Tilmeld i menuen
Teorien og kørslen følger hinanden, således at når du har motorvejs-teori, skal vi på motorvejen i den følgende køretime.
På vores sommer-lynhold til kørekort kommer du igennem 90% af forløbet på 2 uger. Vi har teori 4 gange hver uge fra kl 9 til 12. Derefter er du efterfølgende ude at køre ca. 1,5 time hver dag. Mange er glade for sommerholdene, da det er god intensiv måde, at lære på. Samtidig er der mulighed for at stadig kunne passe fritidsjobbet og vennerne, men hold gerne kalenderen fri i de to uger, hvis du tilmelder dig.
Kørslen
Man starter på manøvrebanen (kravlegård), hvor man lærer de grundlæggende manøvre og at håndtere bilen. Herefter er man godt rustet til at komme ud i trafikken. Bare rolig, du bliver ikke kastet ind i Aarhus midtby på din første køretime.
Vi starter og slutter køretimerne fra køreskolen. Har du en mellemtime på en af de nærliggende skoler, kan vi også starte og slutte der. Vi kører normalt 1,5 time ad gangen.
Til sidste i forløbet skal du på køreteknisk anlæg (glatbane). Her lærer du at manøvrere bilen på forskellige underlag ved forskellige hastigheder.
Køreprøven
Det praktiske
Inden
Køreprøverne i Aarhus starter og slutter ved Bautavej i Aarhus V.
Aarhus er en dejlig by at køre i, men den er også teknisk svær for bilisterne. Der er mange cykelister, ensrettede veje, højre vigepligter, flersporet ringveje, letbane-spor og ikke mindste vejarbejde.
Minimumskravet er 16 kørelektioner á 45 minutter, som grundpakken indeholder. Hvor mange du har brug for er ikke til at vide på forhånd. Der er mange naturtalenter, som har godt styr på motorikken og fanger det nemt. De har kun brug for de 16 lektioner og så er de klar til køreprøven i Aarhus. Andre har brug for lidt flere timer før de er klar til at komme til prøve. Det vurderes individuelt.
Inden din køreprøve har vi en køretime, så du er varmet op og har fået indstillet sædet og spejlene så de passer lige til dig. Det er heldigvis den samme bil du skal til prøve i, som du har haft dine køretimer i.
Under
Når køreprøven starter skal du kunne svare på tekniske spørgsmål fra den prøvesagkyndige omkring bilen. Du skal eksempelvis kunne tjekke olien og finde ud af om dækkene er lovlige. Det kan du få mere viden om her. Vi har inden prøven været bilen og kravene igennem.
Du vil herefter køre en tur med den prøvesagkyndige, uden din kørelærer. Turen tager ca. 30 min. Her vil du blive afprøvet i dine færdigheder som ny bilist og ikke som en erfaren bilist. Under kørslen skal du følge den sagkyndiges anvisninger om ruten, den sagkyndige må ikke hjælpe dig, så husk at være opmærksom på eventuelle vognbaneskift, indkørsel forbudt tavler osv.
Man kan både komme på motorvejen, ind til midtbyen, Aarhus Vest, Nord og Syd. Så man skal være klar til lidt af hvert, da prøvestedets placering gør at man kan komme på mange forskellige ruter. Det vil ikke være realistisk at få kørt hele byen igennem i køretimerne, så der vil muligvis være steder i køreprøven hvor du ikke har været før.
Når I kommer tilbage fra køreturen, vil du med det samme få at vide om du har bestået eller ikke-bestået. Ved bestået, vil du få udleveret et midlertidig kørekort, indtil det rigtige kommer med posten. Med dit midlertidige kørekort må du kun køre i Norden (skandinavien), hvis du er 17 når du består gælder det kun i danmark.
Efter
Ja så er vi færdige. Eller næsten. Nu skal du tage stilling om du vil dele din oplevelse med resten af verden på Facebook. Det er helt frivilligt om man vil have taget sit billede, så ens venner og familie kan få den glade nyhed. Så ses vi trafikken, hvor vi er altid glade for at hilse på vores nye og gamle elever. 🙂